Et lille eventyr om et juletræ

Her følger det lille eventyr om det lille grimme juletræ .

 Juletræet

 

(et eventyr af Jan Michael Rasmussen, forsøgt holdt i den gamle stil, men dog er der henkastet en munter nutidig bemærkning i ny og næ…ellers bliver det nok for kedeligt!)

Glædelig jul!

 

 

Et stykke vest for den lille by, lå den store granplantage. Her voksede de flotteste Nordmannsgraner og rødgraner, som blev passet med nipning af topskud, gødskning og for at det ikke var løgn, var de beskyttet med et to meter højt stålhegn, så rådyr og harer ikke kunne komme ind og bide i barken.

I tørre somre, kunne de sågar forvente at blive vandet så de ikke gik til. Alle træerne, små som store, rankede sig, og syntes at netop de var de smukkeste i verden, skønt det ikke stod til dem selv at vurdere dette.

Allerede i maj måned, kom de mænd som skulle vurdere dem, i deres fine køretøjer, og skønt alle granerne rettede sig så stolte som de kunne, kunne de ikke stille mere op, end netop at rette sig og se smukke ud.

Havde de havde kunnet tale, ville de sikkert pege ad hinanden, og sladre..."Han der har en skæv gren! , ”Derhenne er en, hvis top er for lang!", og så videre og så videre. Men de kunne ikke! Heldigvis, for sikken ballade der så ville være, for de ville jo alle være det smukkeste, for forfængelige, det var de. Alle som en.

Mændene gik langsomt men særdeles myndigt langs rækkerne, og kiggede op og ned af hvert enkelt træ, målte det på kryds og tværs, talte grenkranse, og nu og da, trak de frækt i en gren for at se om de sad fast, så man kunne ikke skjule sig. Og hvert enkelt besøg sluttede med, at en af mændene tog et bånd frem som enten var rød, gult eller grønt, som han satte omkring toppen. Det var kvaliteten!

De allerflotteste, dem med det grønne bånd, skulle sendes til at helt andet land, når det til sin tid blev skovet, og kunne nu se frem til at blive forkælet ekstra meget indtil november hvor det ville blive skåret over jorden, og pakket forsigtigt ind i et net som beskyttede det under den lange rejse.

De røde og gule bånd, skulle sælges som enten et lille træ i rimelig kvalitet, eller et stort ditto, og det var heller ikke så ringe endda, og de skulle formentligt blive i landet, måske sendes på tværs af landet, over de store broer, hvor de kunne være heldige at møde andre lastbiler som kørte den modsatte vej, med træer som dem, men fra den modsatte side af landet. Måske skulle de til Sverige eller Norge, som på trods af deres store, store nåleskove, ikke selv havde så fine træer som dem.

Og så var der de træer, som ikke fik noget bånd overhovedet. Ak og ve, hvor de var kede af det, men egentlig skulle de jo være glade, for de skulle jo nu klippes til pyntegrønt, og det betød at de jo fik lov af leve videre i deres beskyttede verden, da de kunne nå at sætte nye grenkranse til næste år. Men det vidste de jo ikke, for de var jo trods alt kun træer.

 

 

Endnu længere mod vest, lå yderste klitrække, men lige bag dem, var de naturlige små skove, som havde bredt sig igennem århundrede som grønne pletter med klitter, lyng og marehalm.

De levede deres ensomme, hårde liv. Af og til kom vandrere forbi på deres vandringer langs den danske kyst, men det var ikke mange mennesker de så.  Om sommeren kunne de nyde den friske luft, og konstant høre havets blide, og til tider voldsomme bølgeslag imod stranden. Om vinteren ville storme rive og slide i deres toppe, og mange gamle træer, især de som står yderst, må give op, og lægge sig. Her larmede havet nu med kæmpebølge som nu og da sprøjtede deres salte vand helt op over klitten, så det ramte både træerne, og jorden under dem. Saltvand smagte dem ikke, og de blev dårlige af det, når de sugede det op i de følsomme rødder. Næ, så hellere snestormene, som på trods af kulden, ville give dem masser af frisk vand til at skylle deres årer for det ubehagelige salte vand, når det igen blev forår og tøvejret fik sneen til at smelte.

I en lille lysning, stod en høj og rank rødgran, og rejste sin top højt op over alle de andre træer. Omkring hende stod hendes afkom, fine, fine træer som sagtens kunne konkurrere med træerne fra plantagerne, skønt de kun havde fået hvad naturen og årstiderne havde givet dem. De var alle kommet af de kogler som det store træ i midten havde kastet, og selv havde de gjort deres til, at deres lille samfund efterhånden blev til en lille skov.

Selvfølgelig havde flere af dem småskavanker, for det kunne ikke undgås når man stod hvor de stod.. En manglede helt sin top, en anden havde fået en logerende, nemlig et egern som havde bygget sin rede i et hjørne på en kroget gren, en havde haft besøg af en spætte som havde lavet sig et hul til de kogler som den fandt. En havde ingen grene forneden, og så videre og så videre, men de havde det godt, og kendte slet ikke til verden udenfor, med salg af juletræer og alt det der. Havde de vidst det, ville de sikkert også have valgt at blive hvor de var, og nyde årstidernes skiften fra år til år, uden at skulle frygte, eller glæde sig til sin videre skæbne.

 

 

Alleryderst, lige bag den høje klit, stod et ganske lille træ. Det var ikke så stort som sine jævnaldrene, og for at være helt ærlig, var det heller ikke noget at snakke om.

Toppen var knækket af, mange grene manglede på den side der vendte ud imod klitten, og de nederste grenkranse, var kluntede, skæve og tykke. Oveni, var den plaget af sygdom, så mange nåle allerede var faldet af, og andre var brune og faldt sikkert også af inden længe. Kun den allertidligste morgensol, nåede lige akkurat at ramme dets grene, så lys fik den ikke meget af. Men grantræer kunne klare sig uden meget lys fra naturens side, og der var jo ingen blomster som skulle prale for sine omgivelser, kun de små fine lysegrønne skud, som netop denne gran, ikke lige havde fået sat så mange af.

Få meter fra det lille træ, stod tre af dets søskende, og de stod på en lille forhøjning i klitten, og fik en hel del mere sol end dette. De var flotte! Perfekte toppe med fine nye skud, flotte komplette grenkranse, helt ned til jorden, og så var de høje. Næsten 5 meter høje, hvor det lille træ knap var over en meter og en halv.

En varm sommerdag, kom to vandringsmænd tilfældigvis forbi nede på stranden, og for at nyde udsigten ud over havet, klatrede de helt op på toppen af den høje hvide klit, og skuede imod vest.

Nærmest ved et tilfælde, kiggede den ene bagud, og fik da øje på de tre smukke træer. Han var formand for handelsstandsforeningen i den lille by hvor de begge kom fra, og han så straks muligheden for de tre træer. De skulle fældes til jul og stilles op på byens torve og pladser, til skue for alle byens borgere, med masser af smukke lys, og rød-hvide plastikhjerter, og byens borgere og specielt alle byens børn, skulle beundre dem, med blanke øjne, fulde af forventninger til den forestående højtid. At de så formentligt ville blive rykket i, skåret i, og måske endda blive skudt på med fyrværkeri ugen efter, var hvad det var. Hvad de dog ikke vidste, var, at når nytåret var overstået, ville de blive rippet for al glans, lys og pynt, men de ville også blive savet i småstykker og enten blive fliset eller brændt. Havde de vidst hvad det var og kunne de få lov at vælge, burde de vælge flisning, fordi, så kunne de være heldige at blive lagt ud som beskyttelse af byens bede og træer, og så var man da noget ved musikken! At blive brændt som affald, gav kun varme i få sekunder, set i helheden af det store fjernvarmenet i den trods alt ikke helt lille by. Husk på, at de jo havde tre torve og pladser med juletræ!

 

 

 

 

De tre træer godtede sig, og rystede deres fine toppe, sommeren igennem, som var de noget ganske særligt. De to mænd kom forbi nu og da, og havde små beskærersakse med som de forsigtigt rensede de tre træer for syge og skæve skud. Men det lille træ bag dem, så de ikke til. De bemærkede det ikke engang. Det var godt at det ikke havde stået på den anden side, for så var det nok blevet fjernet for at give lys til dets tre søstre som jo havde en fremtid foran sig. Men det lille træ stod bare helt stille og nød de få glimt af solen som den fik.

En dag sidst i november, kom de to mænd igen, denne gang havde de flere folk med, og store biler, og chaufføren på den ene bil, havde sin lille datter på seks år med ved siden af sig, og hun fik lov at komme ud og se sig omkring, så længe at hun ikke kom i vejen for mændene som havde save med, som de begyndte at fælde de tre træer med.

Hun kravlede op på klitten, og kiggede ud over det store hav. heldigvis var det en stille dag, men koldt var det. Da hun kiggede bagud efter sin far, fik hun øje på det lille træ.

Hun klatrede forsigtigt ned af klitten igen, og stoppede op lige ved det lille træ.

"Hej med dig lille træ!", sagde hun og gik rundt omkring det, som skulle hun bedømme det som mændene havde gjort tidligere på året.

"Står du her helt alene?", spurgte hun, skønt hun udmærket godt vidste at hun ikke ville få et svar.

Men hun syntes at det var synd for træet, og kaldte på sin far.

"Far, kan vi ikke tage det træ med hjem til mor?", spurgte hun med store bedende øjne, sin far som var kommet hen til hende.

"Nej lille skat", sagde han, "Du kan jo nok se at det er et grimt træ, hvad tror du dog at mor ville sige hvis vi kom hjem med sådan en kedelig kost?"" Næ, vi køber et nede hos Johansens ganske som vi plejer, et stort og flot Nordmannsgran".  Manden med saven kom hen og sagde at de nu var klar til at køre, og da han så det grimme lille træ, løftede han saven for at save det ned, men pigen satte i et vræl, og råbte "Nej!". Faderen løftede hånden og fik standset manden med saven i allersidste øjeblik. Lad det lille træ stå, sagde faderen, måske skal det bare have lidt mere lys, så det også kan vokse sig til et fint træ.

Mændene fik læsset de tre smukke træer på lastbilerne, og de forlod skoven. Hvis man da kunne kalde det en skov! Der var jo kun en lille gruppe træer som ikke synede af noget, og det nu enlige lille grimme træ, som nu stod helt alene bag den store hvide klit.

Den lille pige sad ved siden af sin far i den store lastbil, på vej ind imod byen med det største af de tre træer. Det var det der skulle stå på byen største torv, lige foran rådhuset hvor borgmesteren sad på sit kontor.

"Far?", sagde pigen pludseligt efter at have siddet helt stille i lang tid," Kan vi besøge træet til sommer?". Faren så på hende med et glimt i øjet og sagde " Det var en god ide, Sigrid, for det hed hun, og hvis det er blevet stort og flot, kan vi måske hente det hjem til os selv, til næste jul!"

Jaaa, sagde Sigrid, har vi så måske reddet træet?

 Måske svarede faren.

 

Det lille træ stod tilbage. Alene, langt fra de andre, og det læ havde været fra de tre søstre, var nu erstattet af en syngende østenvind, som havde sne med sig.

Og kulde, isnende kulde.

Allerede næste dag, føg den isnende sne om grenene på det usle lille grantræ, og snart var det dækket af sammenblæste snedynger, og forsvandt fra omverdens øjne.

 

 

 

Dryp, dryp!

Lyden af smeltende snemasser, som i måneder har ligget sammenpresset, bundfrossen og beskidt, forsvinder langsomt, men sikkert og hver dag, viser skovbunden mere og mere farvespil, som lover at nye tider er på vej. Fuglene vender tilbage hvis de da overhovedet var fløjet sydpå, måske har de blot siddet og puttet sig under de lune tunge grene på de graner som de fandt.

Det var også tilfældet på den lille gran, som hele vinteren havde haft et musvitpar boende under sine grene. Nu vågnede hele skoven op igen. Musvitterne pippede, og solen fik mere varme i sine lange men kortvarige stråler, og egern og mus, forlystede sig med at samle føde i den optøede skovbund.

 

 

Det lille træ rankede sin skæve top så godt den kunne, og rystede de nederste grene for den sidste sne. Hun kunne mærke kulden i de bare pletter, dér hvor der manglede en gren, men hun havde vænnet sig til det.

 

Musvitterne brugte dette sted som landingsplads og den øverste lidt skæve top til udkigspost, og det var her at de ville bygge deres rede, når den tid kom.

Jo, jeg har det da vist meget godt her, sagde det lille træ til sig selv, og slugte begærligt de sidste tynde dog lune solstråler inden de forsvandt bag den store skov med de høje træer.

 

 

 

Sommeren kom, og dagene blev lange og varme, og musvitfamilien fik hele tre kuld på vingerne.

Det lille træ, havde selv bemærket at det kunne se sig længere omkring end det plejede, men hun vidste jo ikke, at det var fordi at hun var vokset i højden, men det var hun!


En dag hvor solen var ubarmhjerteligt hed, hørte hun pludselig stemmer. De kom nærmere, og da hun kiggede op ad klittens brede hvide side, så hun to børn komme løbende ned imod hende, i fuld fart, på bare fødder imens de lo højt.

Hun var helt nervøs for at de skulle løbe ind i hende, men de faldt grinende om på ryggen i det lune sand, lige ved siden af hende.

 

 Hun stod helt stille. Så begyndte pigen, og det var Sigrid, at fortælle om en gang hvor hun havde været med sin far herude for at hente juletræer, og da var det, at det lille træ pludselig kunne huske pigen. Det var jo hende som havde reddet hende fra at blive savet ned.

Hun fortalte den anden, en lille dreng som var pigens bror, Knud hed han, at faderen havde lovet at de kunne kigge til det lille træ som dengang stod ved siden af de træer som de havde fældet dengang. Faren hed også Knud, og det var ham lille Knud var opkaldt efter. Det må være lige her omkring, sagde pigen, og begyndte at se sig om. Jeg kan ikke se det sagde hun til sin bror. Det var et lille bitte træ, som manglede en masse grene, og det var ikke særligt pænt. Det er her ikke sagde lille Knud, for det blev han kaldt for hans far hed jo også Knud, men han blev bare kaldt Knud, for han havde heddet det længe. Faktisk lige siden han var dreng.

Men da så Sigrid de tre stubbe fra de træer som de havde fældet dengang, og med et vidste hun, at det måtte være her. Hun vendte sig om, og kiggede direkte på det lille træ. Træet stod helt stille, og turde knap bevæge de tyndeste kviste. Sigrid kom nærmere, og begyndte at gå rundt om træet. Jamen! Sagde hun, kan det da være muligt? Og netop da, kom hun om på den side hvor den gren manglede, og i det samme vidste hun at dette var det træ. Jamen, sagde hun, hvor er du da blevet stor, lille træ! Og smuk! Det var da vist godt at vi lod dig stå. Og Knud syntes også at det var et fint træ. Vi må sige det til far når vi kommer hjem, sagde Sigrid, og han må tage med os næste gang vi skal til stranden, så kan han jo se det. Sigrid løsnede forsigtigt sit hårbånd som var et bredt lilla silkebånd, og bandt det rundt om den højeste gren hun kunne nå, for hun kunne ikke nå toppen. Så, sagde hun, nu må ingen røre dig, du er mit. Og så tog de hjem.

 

 

 

 

 

Det lille træ, stod forundret tilbage, for det kunne jo ikke andet. Musvitterne kom igen da efteråret nærmede sig, og de gjorde store øjne da de så det fine bånd. Nå, man er nok blevet udvalgt, spøgte de, for de havde jo set båndene i granplantagerne, men de havde dog aldrig før set et lilla bånd.

Og efteråret satte sine blæsende og kolde dage ind, også hos det lille træ. Men hun havde stadig sit fine bånd!

 

En dag sidst i november, hørte hun lyden af en bil. Her kom kun meget sjældent biler, da det jo var en lille skov, og da den kom til syne over skovstien, genkendte hun med det samme de to børn som sad ved siden af deres far i den lille lastbil.

Børnene havde plaget deres far for, at de da i det mindste kunne tage herud og se på det lille træ, for han havde ikke været ved stranden med dem i sommer, og nu ville forældrene købe deres træ ganske som de plejede, hos Johansens. Men nu var de her!

Jeg lover ikke noget havde faren sagt før de tog hjemmefra, for han huskede træet som den rene ynk, og de havde altid haft det fineste træ hjemme hos dem.

Træet for sammen da hun hørte bildøren smække, og nu så hun dem komme imod sig. Børnene småløbende imens de grinende fortalte om hvor stort træet var blevet, og faderen mere sammenbidt end begejstret. Han havde jo måtte køre den lange vej, for de var jo langt hjemmefra.

Nu stod de alle tre foran træet. Træet stod musestille, og gjorde væsen af sig med rank top, og hun var glad for at de stod hvor de stod, for der hvor grenen manglede, var nemlig lige modsat, så de kunne ikke se det.

Faderen så op og ned af træet. Det var lige godt pokkers sagde han! Og det har endda et lilla bånd på! ved du godt, sagde han til pigen, at det lilla bånd kun bliver brugt til de allerfineste træer som tilegnes kongehuset? De træer bliver kørt op til Marselisborg Slot, hvor vores dronning Margrethe jo holder jul for sin familie, og til andre kongelige boliger i Danmark, og kun de bedste træer er gode nok. Og tog sin beskærersaks op ad lommen. Og så nippede han et par smågrene af hist og pist, og sagde Se hvor højt det er blevet! Og så begyndte han at gå rundt om det alt imens han nynnede en stump fra en julemelodi, men det vidste træet jo ikke noget om for hun havde aldrig hørt en julemelodi før.

Åh nej! Tænkte træet, der røg min chance. Nu opdager han det store tomme hul. Og det gjorde han. Knud var nu kommet om på bagsiden, og der, lige der var der et stort tomt område, helt uden grene.

Nå da da, sagde faren, det er ikke så godt! Og Sigrid og lille Knud, så det store tomme område, der hvor grenene jo skulle have hængt ned over alle julegaverne.

Det lille træ sukkede stille, og vidste at det nu var opdaget. Oh fuck! Tænkte træet.

Kan vi gøre noget, spurgte pigen, og faderen trak lidt på det. Jeg har hørt om nogen der borede et hul, og satte en anden gren ind der hvor der manglede, men kønt bliver det ikke. Men ved I hvad unger, nu tager vi det med hjem til mor, så må hun afgøre hvad der skal ske med træet, om ikke andet kan det jo brændes eller måske blive brugt som espalier for mors ærteblomster til sommer.

Træet så nu faderen gå op imod bilen igen, imens de to børn tog sig en løbetur opad den store klit, for på den måde at få varmen igen, for koldt, det var der!

Nu kom faderen tilbage igen, denne gang med en økse i hånden. Det første hug kunne hun mærke, måske var det bare forskrækkelsen over den kraft der var bag slaget, men ondt gjorde det egentligt ikke. Hun havde forstillet sig at alt var slut, når man først blev savet ned, men nej, hun kunne stadig mærke sig selv, og hvad der skete omkring hende. Hun blev lidt svimmel da hun faldt.

Bom.

 

Nu lå hun pludselig på jorden i sin fulde længde. I sin fulde længde! Jamen hvor var hun og blevet lang, eller høj, se det kom jo an på, hvordan man så det. Pigen og drengen løftede i hendes top, mens faderen holdt om den nederste del af stammen, og forsigtigt blev hun lagt op på ladet af den lille lastbil. Og så kørte de. Igennem skoven, som hun kun havde set på afstand, og hun hilste på de store træer, og stolt håbede hun på, at de alle så hendes fine lilla bånd som flagrede i vinden. Hele vejen ind til byen.

De kørte ind i indkørslen der hvor familien boede. Et flot hus, med mange fine træer og buske, og en flot indkørsel med et par små graner med lys på tog imod de gæster som kom til huset. Hvor var det smukt, tænkte det lille træ, som kunne kigge lige hen på en af de små graner med lys, nu hvor de holdt foran hoveddøren til huset.

Kom herud mor, råbte børnene i kor, og moderen kom ud, og så det lange træ som lå på bilen. Hvad er nu det? Spurgte hun, og i munden på hinanden fortalte børnene om træet, og moderen lo og så på faderen med et smil og rystede på hovedet. Hvis det der er et smukt træ som det vi plejer at have, så har jeg misforstået noget, for det der ligner noget til brændestakken!

Pigen fik tårer i øjnene, og sagde " Det kan du ikke mene mor, det træ var så lille og grimt da vi reddede det sidste år til jul, og se hvor fint det er nu!". Moderen kunne mærke på Sigrid at det betød noget, og så på faderen som med et smil, trak på skulderen, ligesom for at sige, " du bestemmer !".  

 

 

 

Moderen huskede sin egen barndoms jul, hvor de ofte måtte nøjes med et meget lille og billigt træ, og sagde da.

Jamen så lad os da sætte en fod på det og se hvordan det tager sig ud når det kommer op at stå!

Allerede før de fik sat foden på, bemærkede mor det store tomme område på den ene side.

Hov, her må vi lige gøre noget, sagde hun, og bad faderen komme med saven. Med et hurtigt snit, savede han stammen over, lige over det grenløse område, og nu satte han træet ned i den lille fine juletræsfod, og satte træet til skue, midt på stuegulvet!

Se hvor fint, og der er kun lige akkurat plads til stjernen på toppen, så når det jo loftet, sagde mor.

Børnene strålede, og gik rundt om træet, imens de sang "Højt fra træets grønne top", og det var netop den sang, faderen havde nynnet da de var i skoven.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Og se så her, sagde mor, resten skal jeg jo bruge nu.

Og så tog hun den afsavede del, og med faderens beskærersaks, klippede hun alle grene af, og lagde dem i en bunke på bordet.

Og flettede hun den smukkeste krans, og pyntede med fire hvide stearinlys, og lilla bånd, og et par små pyntekogler. Og hun tændte det første lys, for det var første søndag i advent.

 

 

 

Og det lille træ fik lov at stå i stuen, og hun fik lys på, og hun kunne hele tiden se hen til det lille bord hvor den fine krans som var lavet af hendes nederste grene, stod, og hver

søndag blev endnu et lys tændt, og det var så smukt.

Så blev det sidste lys tændt. Nu var der fire blafrende stearinlys, og i den lille stue var det nu kun den og de små elektriske lys på træet, som oplyste stuen.

 

 

 

Denne morgen var familien tidligere på færde end de plejer. Børnene var oppe så tidligt, at selv ikke fuglene var vågnet, og de pludrede, grinte og lo højt, og løb frem og tilbage i hele huset.

Faderen kom ind i stuen, med to store kasser som han satte på bordet ved siden af den fine krans. Og så begyndte de alle at tage ting i kasserne som de hang på træets grene, høje som lave, og da de var færdige, tog faderen en stol, og stillede sig op på den. Og forsigtigt, placerede han den smukkeste stjerne med guld og perler, allerøverst oppe, på selveste toppen.

 

 

Så, sagde de alle, og gik et par skridt tilbage, og så tændte mor på kontakten, og lysene blev tændt. Næ og ih og åh, udbrød de alle, og mor holdt sine børn ind til sig og sagde" Tænk, børn I har reddet det lille træ. Og lille Knud og Sigrid var stolte, og da de kiggede på far Knud, kunne de se, at også han havde store tårer i øjnene, som truende hang ud over hans fremstående kindben. Oh shit, tænkte han, kunne de dog bare kigge den anden vej så jeg lige kunne tørre de tårer væk før de opdager at jeg er et sentimentalt gammelt fjols. Men det gjorde de ikke, og tårerne drev kort efter nedad hans fedtede kinder, og de måtte alle le.

 

Og det lille træ, kunne nu se sit spejlbillede i vinduet, og så de fine røde glaskugler, hjerterne, flagene, trommerne og det fine glimmer og den smukke stjerne, øverst oppe.

Og hver dag kunne hun se sit spejlbillede når mørket faldt på udenfor. Men det smukkeste var dog det fine lilla bånd, som stadig sad på den gren hvor pigen havde bundet det fast, den sommerdag for længe siden.

 

 

 

 

 

 

Og juleaften blev der lagt gaver under grenene til hele familien, og da aftenen kom, dansede de rundt om hende, alt imens de sang de dejlige julesalmer, og henne på bordet stod den fine krans og lyste stuen op, sammen med træets små lys.

 

 

En uge senere, kom børnene ind og gik rundt om træet og beundrede det.

Under det, lå en hel del tørre nåle som i månedens forløb langsomt var tørret ud og faldet af ved den mindste berøring, men det gjorde ikke noget. Børnene begyndte at tage pynten af, og lagde det i æsker og bokse, med vat og til sidst kom far og stillede sin stol op, og tog stjernen af. Den blev pakket ind i vat, og lagt allerøverst i kassen og nu stod træet nøgent, uden pynt og med en del manglende nåle som lå på gulvet rundt om, men der, cirka midtpå træet, sad stadig det lilla bånd.

 

Træet blev nu lagt forsigtigt ud i haven, og der blev hængt fedtekugler med korn og frø til fuglene, som hurtigt fandt vej til træet.

 

 

 

Og en morgen vågnede træet som nu var blevet meget træt, ved at nogen sagde, " hvad søren om det ikke er vores gamle træ!", og det var musvitfamilien som jo boede i det ude i skoven.

Da foråret kom, var der ikke meget liv tilbage i det lille træ. Det lå jo bare der, på kompostbunken, og gjorde ingenting. Slet ingenting. Men det huskede julen og børnene, og den fine pynt, og ved siden af lå den krans som nu heller ikke havde mange nåle tilbage, men de var sammen.

En lun forårsdag kom moderen hen til bunken, og løftede det lille træ ud af bunken. Drejede det et par gange, og slog det så pludselig hårdt ned i flisen, så en hel masse visne brune nåle faldt af. Sådan sagde hun, og bar træet hen til et bed som var gjort klar, og der blev træet, eller det der var tilbage af det, nu bundet fast til en pæl som stod fast midt i bedet, og så stod hun der!!!

Moderen lå på alle fire og nynnede og kradsede i jorden under hende, og træet undrede sig. Hvad er det der sker?

Og moderen kom med en vandkande, og hældte vand ud omkring hendes fod, og en liflig duft af våd jord nåede hende, men hun vidste ikke hvorfor.

Hun stod der bare, men hun vidste ikke at der nu var sået ærteblomster ved hendes fod, og at hun endnu en gang selv om hun var død, ville pryde som den skønneste blomst.

Det eneste hun vidste, var, at hun stadig havde sit lilla bånd

 

 

CopyrightNCB / Koda 2012

 

 

PS: Dette er jo bare en lille historie som har puslet i mit hoved de sidste ti år, og i år skulle den så blive til noget.

 

Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE